søndag den 30. marts 2014

Stemmer - Sammenligning - Smarte phones og en Sommertaske


Jeg må modvilligt indrømme, at det der smartphonehalløj, det er sgu smart. Efter jeg har optaget en af mine gamle dyder, med at læse manualer, har jeg fundet ud af, at en hel ny verden nærmest har åbnet sig for mig. Mig, der er så fantastisk dygtig til at glemme, hvor jeg har lagt mine ting, er f.eks utroligt god til at gemme vigtige papirer og noter et godt sted, så jeg ved hvor de er, og så kan jeg den onde lyneme ikke finde dem, den dag jeg skal bruge dem. Ha... nu kan jeg gemme strikkeopskrifter med noter på min telefon. Det er sgu da smart!!! Jeg er også den heldige ejer af en tablet og på den læser jeg nu bøger..... Jamen for pokker da.... Så er der det der med at skrive beskeder. Jeg kan huske i "gamle dage", når jeg skrev beskeder og jeg brugte telefonens ordbog. Det kom der noget meget sjovt ud af. F.eks skrev jeg engang en besked til en ven om, at jeg blev lidt forsinket, fordi jeg havde travlt og lå nærmest vandret. Det blev til at jeg ligger uændret, eller engang jeg blev så sur på min chef at jeg skrev til ham: Rend mig i røven, men det blev altså til rend mig i poten. Ha, så var jeg ikke så grim i min mund, det var måske meget passende, men med smartphone, behøver man næsten ikke at hverken tænke eller taste selv. Allerede når man går ind i beskeder foreslår den det første ord. Det er måske lige stramt nok, men..... jeg skrev en besked til Emil hvor jeg fortalte om en TV-serie og brugte ordet blæret. Jeg havde ikke checket beskeden før jeg sendte den, men den kom til at lyde: "Jeg synes den er ret blæretang"!!!! Nej, nej, nej, af alle ord i verden, dukker blæretang op. Det er da for langt ude!!! Nå, men det har jeg moret mig over hele ugen. Så hvis noget er rigtigt godt, så er det fra nu af, ren Blæretang!!! Den TV-serie jeg nævnte overfor Emil, hedder Mob City, ja rigtigt gættet, den handler om gangstere. Hvis du har TNT i din TV-pakke, kan jeg anbefale den. Den er som nævnt ret blæretang!!!


Jeg proklamerede for et stykke tid siden, at jeg skulle læse den hemmelige socialdemokrat. Den er købt og ligger på min tablet og den er rimeligt underholdende. Forfatteren har lidt den samme holdning til Helle Thorning som jeg har og det er jo altid dejligt at blive bekræftet i sine antagelser. Jeg tror stadig, det er Gjerskov, der er hemmelig, men det er stadig et gæt. 






Der er ikke rigtigt nogen der proklamerer for tiden, så det synes jeg lige jeg ville gøre. Men der er kommet nogle sjove ord ind over i det sidste stykke tid, som jeg ikke har hørt før. Bl.a. er der en ekspert der mener at en af grundene til at vi danskere ikke spiser hestekød, er fordi vi Disneyficerer heste. Jeg ved jo godt, at I denne forbindelse betyder det, at vi ikke spiser heste fordi de er så søde og nuttede, men jeg slog ordet op, og så kom der en forklaring om, at når man disneyficerer noget, så gør man det godt, retfærdigt sikkert og rent..... Hmmmm, meget sjovt udtryk.

Det næste jeg hørte var i forbindelse med at man ville måle luftforureningen eller mangel på samme under VM i ½ marathon. Oplagt mulighed, når nu hele indre by var lukket for trafik. De målinger man foretog i dag, ville man så bruge på et komparativt studie med en almindelig trafikdag. Undskyld, hvad er der i vejen med det gode ord sammenligning. Dette ord svarer måske ikke til den høje uddannelse vedkommende har i at måle luftforurening? Jeg kan godt lide fremmedord, men jeg kan endnu bedre lide gode danske ord og helst de ældre af slagsen.


Politiets talsmand - eller pauseklovn?
Så har politiet endnu engang været i mediernes søgelys og Claus Oxfeldt har haft travlt.  P4 mødte ham en morgen, hvor jeg tror han havde fået det forkerte ben ud af sengen og forespurgt om hans mening om at politiet skulle have tydelige ID numre, svarede han: Jeg er så træt af det her, hvis politikerne mener vi skal have tydeligt ID, så må det jo være sådan, men jeg kan ikke se nogen grund til det. Øhhhhh, du Claus. Er du spejlblank?? Naturligvis er der en grund til at politiet skal bære synligt ID. Det har jo været lidt svært at finde de betjente der skøjtede rundt med en uskyldig flyttemand i rigtigt mange timer under konflikten på Jagtvej, eller alle de politibøller, der banker fodboldtilhængere!!! Hvis ikke du synes det er nødvendigt med ID, så må I jo internt have total kontrol over, hvem der gjorde hvad og hvornår, og så må de pågældende panserbasser stille sig til rådighed for spørgsmål og afhøringer. Det kan da ikke komme bag på dig, at den stakkels flyttemand, bare for at tage et eksempel, gerne vil have retfærdighed, istedet for at anklagemyndigheden er "nødt til" at henlægge sagen, da man ikke kan finde de ansvarlige. 
Antallet af klager mod politiet er steget markant det sidste år - big surprise - Eftersom man ikke kan identificere de enkelte politifolk, når de ikke følger lovens smalle sti, så er det måske lidt mere tiltrækkende at "udvide sine beføjelser" på en ikke så heldig måde, og de ved jo at de ikke bliver "straffet", når man ikke ved hvem de er, så det bider lidt sig selv i halen ikke sandt. Men den uafhængige politiklagemyndighed (som jo er en af mine allerstørste ligtorne) foreslår nu at det skal være muligt for klageren at deltage i et konfliktråd med betjentene,  (hvis man ved, hvem de er). Så hoppede kæden da helt af for den gode Claus Oxfeldt. Ja, han blev nærmest vred. Vi er altså ikke kriminelle og hvis vi skal deltage i et konfliktråd, så er vi jo nærmest stemplet som kriminelle...... Ja, Claus.... I min bog er det tæt på........ 


Jeg talte med Peter's far i sidste uge. Det var ham jeg var så forelsket i, i sin tid, at når han kom ind ad døren, når vi havde en aftale, så kastede jeg op. Det er sandt. Jeg ved ikke om det var af lettelse, eller at mit hjerte kogte over og at det var det, men kaste op hver gang jeg så ham, det gjorde jeg. Han er på mange måder en skurk, men...... han har den dejligste telefonstemme, så da jeg talte med ham, blev jeg nærmest henført. Efter samtalen, sad jeg lidt og tyggede på følelsen og kom sådan til at grine af mig selv. Og så tænkte jeg at jeg ville lave en hitliste over dejlige eller gode stemmer.

På en suveræn førsteplads, er Emil. Han har den dejligste telefonstemme og kan sælge sand til Sahara. Da han var barn, var han så udspekuleret, at hvis han ville noget vigtigt ringede han til mig på arbejdet og så sagde han med glad røst: Hej Mor..... Jeg var solgt til stanglakrids og det tog en del år for mig, at finde ud af at nørkle mig ud af de ja'er jeg fik givet ham, på noget jeg faktisk burde sige nej til. 

Ja, så er der som jeg nævnte Peter's far, som har den dejlige telefonstemme

Thomas Winding, som læste Snøvsen i TV....... Hans stemme kan jeg stadig huske, fik mig til at føle mig varm og tryg.




I mit voksenliv, er der specielt en stemme...... Hans Engell........... Åh, mand, jeg elsker når han taler. Jeg er ikke nødvendigvis enig med ham i det han siger, men stemmen.

Du kender godt det dermed, at livet ville være vidunderligt, hvis....... Jeg tænker min dyne, mine puder, min Finke liggende ved siden af, og Hans Engell, der læser Tinker, Taylor Soldier - Spy højt for mig. Det ville bare være lige i skabet.

Der er flere gode, men ikke danske, men en dag laver jeg en top ti, så må vi se om Emil kan fejes af pinden....

På den hyggemajerske beskæftigelsesfront går det godt.
Jeg har fået syet en dejlig rejsetaske i smukke farver og jeg har konverteret en gammel LV-taske, til hundetransporter. 

Det er også blevet til at sy et par bukser, så jeg kan se nobel ud, når jeg skal være sammen med min søn, (selv om, han han altid synes jeg er så pæn i jeans, men de strammer sgu lidt, så det bliver et par af de hjemmegjorte). 

Hele ko serien er strikket færdig og vasket og det hele, men billedet kommer i næste uge.


Og så......................... Synes jeg, at restitutionstiden har været godt brugt, så nu skal jeg strikke endnu en Islænder. Denne gang til mig selv. Det er måske ikke lige årstid, men garnet var billigt og jeg synes det er så smuk en farve. Den bliver ikke helt som andre islændere, men det må billedet vise, når den er færdig.



I det kulinariske hjørne, som jeg ikke nævner så tit, men som jeg har en stor passion for, er det blevet til, at jeg for første gang i mit liv har lavet marmelade. Ikke fordi det er noget jeg ellers brænder for, altså at lave marmelade, men simpelthen fordi, at den marmelade, som jeg er vild med, kan man ikke købe!!!!!! Rabarbermarmelade. I love it!!!! ... Jeg spiser marmelade under min ost,(og det skal være under osten, så smager det bedre)  måske mærkeligt, men det har jeg gjort så længe jeg kan huske og rabarber er bare det bedste. Tilfældigvis havde Kvickly lige nogle rabarber liggende, og så synes jeg det var tid, at jeg forsøgte mig ud i marmelade. Succes. Det smager virkeligt dejligt!!!!

Så vil jeg lige benytte lejligheden til at ønske bror Allan en dejlig tur til Rom, håber I får godt vejr, og jeg skal jo selv på rejse...... Helt til København..... Spændende.... Nå, men ikke så meget oppakning denne gang, og vi kommer med Lyntoget, så inden I ser jer om, kommer jeg forbi til en kop tår kaffe.....

Vi læses



Ingen kommentarer:

Send en kommentar