fredag den 26. december 2014

Årsafslutning 2014 + nu med glemte indlæg!!!!!!!

Så er det endelig blevet min tid!!!!

Perfekt vejr, koldt om morgenen, lidt lunere i løbet af dagen, og så koldt igen om natten. I love it!!! Det er tid til at gå med jakke med store lommer, som jeg elsker, tid til tørklæder, som jeg også elsker og som jeg har rigtigt mange af. Farverne i skoven er perfekte, med det dybt røde og det gule. Det ser herregodt ud.

Det er også tid til tv-serieer. jubididudey.......... Der er simpelthen ikke noget federe, end at komme hjem fra skoven om morgenen, sætte morgenbollerne i ovnen, koge vand til kaffen, koge æg og så sætte sig med sit morgenmadsorgie og se en god serie. Hånden på hjertet, hvis ikke jeg havde Finken i mit liv, så kunne jeg snildt leve af morgenmad og tv i ugevis, uden at bevæge mig udenfor. Det ville naturligvis betyde, at det det med at være curvey, ville gå helt fløjten og jeg ville decideret blive smælderfed med kredsløbsforstyrrelser og alle mulige andre grimme ting der overgår fede mennesker. Så heldigvis har jeg Finken til at holde mig i skak, så vi kommer ud og får brugt de fede gummistøvler og det dejlige overtøj.


Siden sidst har jeg haft besøg af Prinsen. Det var herrrehyggeligt!!! Vi skulle jo bevæge os rundt i lakridsens verden. Hmmmmmmm.

Lad mig sige det sådan her.
La Dolce Vita i madverdenen, er sgu ikke noget for mig. Jeg har forsøgt mig udi flødeboller som smagte godt, men som løb rundt på bordet, flødekarameller som mildest talt ikke smagte særligt godt og nu engelsk lakrids, som godt nok smager dejligt, men jeg var lidt for hurtig på aftrækkeren og fik tilsat for meget vand, så vi havde et sandt helvede med at få det til at tørre. Sådan noget baljepis. Prínsen fik det med hjem, og jeg tror godt det kan spises, men ikke den succes vi drømte om. Hvis man skal lave lakrids, skal man nok være en type som Prinsen og gå ind for millimeter nøjagtighed.  og så kan jeg lige tilføje, det koster kassen at lave lakrids!!!!


Så er der morgenhygge!!
Den eneste klage jeg har over det broderlige besøg, er at jeg fik en kedelig gammel følelse tilbage i mit liv.
Jalousi!!!! Finken elsker Prinsen!!! Hvor han var, der var hun. Men når det så er sagt, så morer det mig også helt enormt, at hun er så mandfolketosset.
Hun er jo min, så mange dage om året, så alt er godt!




Næææææhhhhhhh!!!! Jeg skal for fremtiden holde mig til simremad , middelhavskøkkenet og tyrkisk madbrød. Det kan jeg!!!! Jeg betragter mig selv som et gavmildt menneske og derfor vil jeg gerne dele mine opskrifter med jer
Hvis du klikker på opskriften her til venstre, kan du nemt udskrive den og jeg garanterer, at disse brød bare er gode til alt. Tilbehør til suppe eller evt som sandwichbrød.
Eller hvis du er som jeg, elsker brød,så er det altså bare hyggeligt at gnaske i.



På den kreative front går det sådan op og ned. Jeg fik strikket en rigtig pæn sweater af mine rester. Den er jeg helt vild glad for. Sjove farver, som jeg nok ikke ville sammensætte, hvis jeg skulle starte fra scratch, men det var sådan de dukkede op i strikkekurven. Mønsteret er fra en norsk strikkebog fra forrige århundrede. Men jeg synes den holder.








Jeg har også fået syet et par kjoler. Jeg eksperimenterer lidt med topdelen, og foretrækker nok raglanmodellen. Men nu må det være slut med de kjoler. Jeg har syet fem, og jeg synes aldrig rigtigt jeg får dem brugt. Jeg er jo mest lykkelig i mine natbukser, eller mit gå tur med hunden tøj, men måske får jeg taget mig sammen til at gøre mig pæn en dag i fremtiden.


Man hører jo så meget!!!! Og den anden dag havde DR2 en ekspert i kropssprog i studiet. Han fortalte at man har mere tillid til høje mænd. Det betyder så nok i almindeligt dansk er man kunne stole mere på Svend Auken end på Lars Løkke. Og det skal nok passe. Men det ville så også betyde at jeg skulle have mere tillid til Peter's far i forhold til min bedste ven Aage. Ha-Ha. Ja, tillad mig en hånlig latter. Rent Bullshit. Men det var rimeligt underholdende.

På Borgen sker der jo så meget. Så forsvandt Karen Hækkerup til det private. hvilket vakte stor harme, hos nogle politikere. Hvordan kan hun tillade sig at droppe sin ministerpost for et "almindeligt" job. Kom nu ind i kampen. Kvinden er 40 år. Hun har godt nok haft mange ministerposter og har opnået meget på den politiske front. Men havde man forestillet sig, at hun skulle blive i politik og på Borgen resten af sine dage, bare fordi hun har været minister???? Jeg kan godt lide kvinder med ambitioner, men med knap så spidse albuer som Mette Frederiksens!!! Det betød så endnu en ministerrokade. Nu hedder Skatteministeren Benny. Endnu en der skal have ministerpension. Denne regering koster os kassen i pensioner!!
Efter 20 år synes Lene Espersen fra tomgangsregulativets parti, at hun ville også ville lave en Karen Hækkerup. Den er vel mere soleklar. Det går ikke så godt for partiet og måske kommer de slet ikke på Tinge efter næste valg, og alle ved, det er altså lettere at få job, når man har et i forvejen, i forhold til at komme fra arbejdsløshedskøen.
Jeg ønsker begge damer held og lykke i deres nye virke


Det er ikke fordi at flygtningedebatten ikke optager mig,  men jeg kan altså ikke finde rundt i det. Selvfølgelig går jeg ind for at vi skal hjælpe så meget vi kan, til folk der flygter fra krig, men hvorfor skal vi spekulere i familiesammenføring, bolig, job o.s.v, der er jo ikke nogle krige der varer evigt. Så lad os dog hjælpe de stakkels mennesker, mens det står på, og så kan de vel tage hjem når der er faldet ro på i deres hjemland, eller?????

Men en ting der morer mig er Venstre's regnestykke omfattende hvor mange flygtninge vi kan forvente i 2020. Tallet er over 80.000. Det er helt væk og nu siger Venstre at de har tallet fra justitsministeriet. Det er rigtigt, men ministeriet har udregnet det på baggrund af den tidshorisont Venstre har opgivet og der er ingen parametre for at krigene i verden måske stopper i 2016. Det morsomme er, at hvis man tager Venstre's model, så vil Danmark modtage 8,5 mia flygtninge i år 2050. Hvor mange mennesker er det lige vi er i verden? Er det ikke omkring de 7 mia. Små mennesker = lille troværdighed!!!! Ha------

Ovenstående troede jeg faktisk at jeg havde postet for længe siden, men det har bare stået som kladde i et par måneder, men der er ingen grund til at lade mit vittige input gå til spilde - og alt det besvær med billederne, så nu kommer det med!!!! 


Men her er min juleudgave som vel er sidste nyt!!!!!!



Jeg har ikke så meget at fortælle om julen, da det ikke er noget jeg fejrer, men et par enkelte ting kan jeg da nævne. Jeg elsker at tale med Prinsen op til jul. Hvert eneste år har han det helt store madorgie til sig selv juleaften, for det hører sig ligesom til, siger han. Han er en habil kok min bror, men det er indkøbene og planlægningen der morer mig. I har ingen ide om, hvor længe vi kan tale om at der er gås på tilbud og det skal vi smage og ih og åh, men vi hygger os med det. I år blev det til gåsebryststeg, gåselår og Flæskesteg, med hjemmelavet rødkål og naturligvis brune kartofler. Hvor meget af det der er blevet fortæret juleaften, ved jeg ikke, men der må da være gode pålægsmadder langt ud i fremtiden. Det er også betryggende at vide at han får god mad.


Med børnene er det jo sådan, at de kan ikke vente til det bliver juleaften, så de kan få deres gaver - de voksne glæder sig til den gode mad - og jeg........ Jeg har 2 højdepunkter. Kl. 15:38 juleaftensdag, så er der Tyren Ferdinand (på svensk) det er fantastisk. Jeg elsker ham stadig og det bliver for livet og så......... kan jeg næsten ikke vente til 1. juledags aften.................. Så skal jeg se Downton Abbey julespecial. I år for 5. gang. Så er livet altså rart. Selvom jeg får tudet så meget, men ikke fordi det er trist, men bare så sødt og skønt. Det var den jul.


Lige før jul havde jeg en dejlig samtale med min lærerinde Christina. Hende elsker jeg bare så meget. Jeg har produceret et par ny ting. Helt mit eget design, og det måtte jeg bare vise hende. Ingen opskrift, bare mine egne skøre ideer. Nu er jeg udlært siger Christina. Ikke mere lærling eller elev. Helt på egne ben. Hmmmm. Jeg ved ikke helt. Jeg synes stadig jeg dummer mig, men resultater får jeg da



Ja, nu er det jo ikke sådan at jeg er holdt op med at strikke efter opskrift, men jeg kan sgu godt blive lidt sur i skralden. Denne her, skulle faktisk have været en poncho med ærmer. Ret fed model, nem at strikke, men det blev bare ikke lige en poncho, det blev som du kan se, en nydelig sweater med raglanærmer. Og det er ikke fordi jeg ikke kan lide den, men  jeg strikker normalt vis ikke almindelige sweatre med raglanærmer til en værdi af 600 kr, men det kom den til at koste.
Nå, skidt, pyt, brombær, hindbær og tyt. Den er fed til skoven og de andre hundeture,




I anledning af højtiden, skulle der jo også smækkes gaver afsted. Jeg valgte selv at producere mine. Prinsen fik et par handsker, som han er meget begejstret for, men billedet kan det ikke blive til på nettet, da der er indstrikket nogle symboler, som ikke er passende på Hyggemajer's blog.

Til Emil og kæresten er det altså svært. De har alt og er kun til mærkevarer. Der kan jeg jo ikke være med, Men da jeg var på besøg hos dem, opdagede jeg, at de ikke har nogen grydelapper, så det blev det til. Grydelapper og en matchende brødkurv. Rigtig tante Karen gave, som ingen unge mennesker ønsker sig, men jeg håber ikke de smider det i containeren. Der er ikke noget upassende over denne gave, men den glemte jeg bare at tage billeder af.


Til Melia, som lige har fået nyt værelse og som er vild med pigefarver lavede jeg det her. Jeg har altid ønsket at sy patchwork med matchende farver og jeg skal gi' dig.............. Jeg er meget tilfreds med resultatet og det var ikke svært, men for helvede, hvor skal man stryge meget på sådan noget skidt. Jeg er som bekendt født i starten af tresserne, og lad mig sige det sådan her. Vi er ikke stryge og skyl-op generationen, så det udviklede sig nærmest til et sandt helvede. Nu er det færdigt, Melia har fået det og jeg gør det aldrig aldrig mere.............................




Ellers er der ikke noget nyt fra Vestfronten. Jeg lever stadig mit stille og rolige liv, omgivet af garnnøgler og metervis af stoffer samt min lille pelsede darling og vi har det dejligt.

Jeg håber I alle har haft en god jul og I får et dejligt nytår.

Jeg skal nok oppe mig i det nye år, så I ikke tror der er groet mos på mig.

Slut for Hyggemajer 2014!!!!!

søndag den 21. september 2014

Patent på Jensen og niveau på kæresten

Jeg har nævnt det flere gange. Jeg gør det lige igen. Jeg er vild med nettet.
Først og fremmest er det altså vidunderlig, at lige så snart der popper et spørgsmål op i min snørklede hjerne, kan jeg bare slå det op. Det er dejligt at gå på shopping iført min leopardprintede/lilla blomster natbukser. Men der sker jo så indimellem det jeg vil kalde en totalkikser. Her kommer 2 eksempler.
Vi har vel alle prøvet at google et eller andet, har fået klasket bogstaverne forkert sammen, eller noget, og så kommer google, den høflige søgemaskine og spørger om du mente noget andet.
Hvis du søger på hyggemajer, så kan du blive spurgt om du mener hyggebajer.
Er det ikke sødt.
Nå, men andre søgemaskiner eller hvad det hedder på de forskellige websites er ikke lige så godt skruet sammen
Jeg har søgt på Bogbinderlim. Her blev jeg spurgt om jeg mente Betonstøbning? Hvordan man får kædet de 2 ting sammen er mig en gåde.


ØØØØØØØØØØhhhhhhhh, nej, det tror jeg ikke du skal regne med!!!

Som jeg nævnte sidst har jeg jo fundet denne sjove side, hvor man kan købe alt mellem himmel og jord. OG...... Jeg er jo så vældigt glad for mine plastictræsko med blomster på, som jeg har købt hos kineser butikken i Lyngby. De er slidt op, så jeg har brug for nye. Så jeg tænkte jeg prøver den fede hjemmeside. Altså de der plastic træsko, de hedder vel egentlig clogs, men det kunne jeg ikke finde dem under, så prøvede jeg sandaler, heller ikke det rigtige. Så prøvede jeg "garden shoes". Og jo for pokker da, her var en masse clogs, men ikke de rigtige og ikke til den pris jeg vil betale. Men så dukkede de her op



Ja, i østen klæder de sig åbenbart således, når de skal i haven!!!!
Godt det ikke er mig. Jeg tror ikke engang jeg kunne have dem på, selv om jeg bare skulle sidde. Men ok, her er den asiatiske udgave af en havesko.

Nå, men tilbage til nettet. man kan spørge om alt, og det gør jeg!!!! F.eks, har jeg fået en ny beboer i Penthousen. 1 stk. flue, som driver mig til vanvid. Ja, ja, en flue...... Men altså, den tager konstant ophold på min bløde krop og det kilder og klør og irriterer. Jeg er ved at blive vanvittig. Samtlige vinduer er åbne, jeg har prøvet at få Finken til at gøre noget ved den, Men den er ligeglad. Den kræver min krop. Nå, jeg kan ikke slå den ihjel, jeg kan ikke få den ud af mit hus, så nu har jeg søgt internettet om levetid på fluer. Ca. 3 uger kan den leve, den satan. Jeg håber den snart bliver træt af mig, for jeg er ved at gå ud af mit gode skind. Vil meget hellere have selskab af en brumbasse, eller en smuk sommerfugl, men naturligvis skal det være en flue man bliver invaderet af. ØV! Lad mig lige sige, at det altså ikke bare er en døgnflue..... Den har boet her i snart en uge!!!!!

Så fik jeg syet en ret smuk jakke, synes jeg selv. I noget lækkert uldstof. Faktisk sådan en rigtig nobel en, som ikke passer til de farvestrålende gevandter, jeg normalt flagrer rundt i, men jeg er da stadig i besiddelse af noget ensfarvet, som den ville passe smukt til. Jeg kan den ondehyleme ikke passe den. Jeg checkede mønsteret. Havde jeg klippet den rigtige størrelse. Jeg målte, alt i skønneste orden, men lad mig gentage. Jeg skal altså tage mine briller på, ligeså såre, der er bogstaver involveret. Det fremgår tydeligt at den skal syes i stretchstof. Jeg er idiot!!!. Heldigvis er man jo pensionist med masser af tid, så jeg piller den fra hinanden og sætter lidt stof ind, her og der, og mon så ikke, den kan komme til at passe.Måske kommer der en dag, hvor det vil være passende at jeg ikke vækker opsigt med min påklædning, og så er det lige den jeg skal iføre mig.


Nu er jeg blevet så avanceret, at jeg kreerer mine egne mønstre, det er der kommet disse to ud af. Specielt designet til damer med rugedelle.Eller som det hedder på nudansk, til os der er curvey. Nu tænker du måske, hvorfor ser vi ikke noget strikket for tiden. Er konen holdt op med at strikke? Nej, nej, jeg strikker stadig Ikke sokker, dem er jeg gået kold i, men en fed sweater med mønster, som jeg glæder mig til at vise frem


Jeg er også startet på mine omsyningsprojekter. Jeg elsker jo alt hvad der er blomstret. I foråret købte jeg 2 rigtigt pæne bluser i Kvickly af alle steder. Anyway, uanset hvor pæne de er, så lignede jeg altså en der var højgravid, når jeg er iførte disse klædningsstykker, Og er der noget mere ucharmerende end en let rynket kvinde i 50'erne med graviditetsmave? Nej vel!! Derfor fandt jeg på, at lave cardigan ud af dem. Det kræver noget stretchkantebånd, og det kunne jeg kun finde i sort, så jeg måtte finde på noget til den lyse model. Jeg fandt på at sy en underdel på, så nu har jeg en fin kjole. Den er jeg glad ved!!!


Nå, men jeg har også forsøgt mig udi flødeboller. Lad mig sige det sådan her. Mine flødeboller lignede på ingen måde billedet, fuldstændigt skvattet sammen, bundene for bløde og hvad der ellers kan gå galt.
Har også store planer om at lave karameller. Jeg elsker karameller, men vil ikke have at der skal være smør i, det nedsætter holdbarheden. Tænk dig at sætte tænderne i en karamel, hvor smørret er blevet harsk. Føj for den da. Nå, men nu har jeg fundet ud af det og det bliver til noget. Uden smør. Jeg glæder mig allerede.

I dele af min klan er vi ret vilde med lakridser. Ha-ha.... Dele af klanen. Ja, det er altså Prinsen og jeg.......... Jeg ved ikke i hvor mange år, den kære bror har længtes efter engelsk lakrids, som man købte på apoteket i de gode gamle dage..... Han har endda forsøgt at få mig til at skrive en klage til Haribo om, at de ikke længere producerer det. Nu er det nok..... Nu forsøger vi selv. Jeg købte en dåse rålakrids i Kvickly, egentlig bare fordi det var på tilbud, og jeg måske ville bruge det til min marmelade. Lige så snart jeg fik låget af, kom den der duft. Den duft som engelsk lakrids dufter af. Jeg prøvesmagte og fik næsten tårer i øjnene på Prinsens vegne. Her var den jo. Smagen!!!!! Nu er det altså bare ikke lige at lave lakrids!!! Der skal mange ingredienser i, som man ikke bare lige ligger inde med. Så nu venter vi til der kommer penge på kontoen. Så køber jeg ind. Så håber jeg, han bevæger sig til Fyn og hjælper til med projektet, men ellers må jeg selv igang. Så kan Prinsen blive prøvesmager, indtil han selv kan komme igang med det!!!!


Så har højesteret afsagt dom i sagen om Jensen's bøfhus mod Jensen's fiskerestaurant. Efter Bøffen tabte sagen i Landsretten, har Højesteret nu givet ham medhold. Jeg forstår det simpelthen ikke!!! Jeg har været nødsaget til at sætte mig ind i navneloven i et personligt ærinde, kan man sige, og her fremgår det tydeligt, at hvis mindre end 2000 personer bærer det samme navn, er navnet beskyttet, og kan ikke bare købes eller tages af "udenforstående". Men så vidt jeg har kunnet researche mig frem til, er der mere end 260.000 danskere i Danmark, der hedder Jensen. Hvordan kan Bøffen så få eneret på at bruge navnet. Det er ifølge navneloven frit tilgængeligt. Næhhhhhh, det her handler ikke om Jensen. Det handler om at bøffen, som er Fynbo, fik konkurrence på Fyn. Hvis Fisken var blevet i Jylland, er jeg sikker på, at denne sag aldrig var blevet taget op. Jeg kunne forstå hvis Fisken kørte et rigtigt dårligt foretagende og at bøffen ikke ville sidestilles med ham. Men så vidt jeg har hørt, smager maden dejligt på Fiskerestauranten. Nå, men nu har Bøffen fået en shitstorm på nakken. Så kan han lære det kan han!!!!

Når man ser så meget TV som jeg, så er der også mange reklamer!!! Dem kan man så synes om, som man vil. Jeg bruger reklamepauserne fornuftigt. Får tisset, lavet kaffe, tager opvasken, eller hvad der nu lige falder for, men naturligvis, kan jeg ikke spurte væk fra den alle sammen, hvis jeg vil følge med i tv-programmet. Her er jeg så faldet om reklamen for datingsiden Partner med niveau.. Nej, nej, nej, hvor er det altså for langt ude. Hvorfor skal vi nu bombe os selv tilbage til stenalderen. Der var engang, hvor advokatdatteren ikke måtte kæreste med mekanikeren, for han var ikke på niveau. For os der var unge i 70'erne og 80'erne, var det jo helt væk fra vinduet. Vi forelskede os i , og dyrkede sex med hvem vi havde lyst til. Det kan da godt være vores forældre ikke bifaldt vores valg, men ingen af os, blev da gjort arveløse, osv. Jeg er godt klar over, at dette her handler om niveauet på intellektet, men lad mig bare sige til hende der der har studeret på Universitetet i 100 år og en madpakke og i dag bestrider en stor stilling i et eller andet smart firma, hvis du ikke har prøvet at få noget god håndværkersex, så er du fand'me gået glip af noget. Jeg har hørt om et par, hvor han er pladesmed og hun er operasanger. Skulle de sige nej til hinanden, blot fordi, de ikke havde den samme gang ad karrierestigen. Sikke da noget bavl. Det skal da ikke være jobbet eller uddannelsen der afgør, hvem man falder for. Prinsen elskede store bryster, men hende han blev allermest forelsket i havde ikke en Dolly Parton barm. Sådan kan det gå. Ergo....... Latterlig hjemmeside, latterlig reklame......

En anden reklame for tiden er for Royal øl, hvor man ser D.A.D, sammen med nogle ukendte bands. Reklamen er ikke noget særligt, men hver gang jeg ser navnet D.A.D, kommer jeg til at tænke tilbage til 1986, da gruppen skiftede navn, fra Disneyland after Dark til D.A.D. Jeg kan huske som var det igår, at en morsom sjæl, foreslog, at de i stedet skulle kalde sig Legoland efter Lukketid, så ville de ikke få problemer i USA. Det hedder de stadig for mig. Deres musik er ikke noget for mig, da jeg jo er en softy......... Men navnet var fedt

På den politiske front handler det jo om dagpenge. At det kan passe, at folk er nødt til at blive skilt for at få kontanthjælp, når de ryger ud af dagpengesystemet, er jo nærmest sygt. Nå men det er det jeg vil sige om det. MEN, på P4Fyn er de faldet over, at Helle har sagt at de hos socialdemokraterne har haft en ROBUST diskussion om emnet. Det kan de altså ikke have. De synes nærmest hun er latterlig, når hun bruger sådanne ord i den sammenhæng. Jeg synes det er lidt sjovt, og får mig til at tænke på et kæmpeskænderi jeg engang havde med min chef, hvor jeg efter gemytterne var faldet lidt til ro spurgte ham om vi nu var uvenner. Ha....... Næhhh, sagde han,

"Der er da intet i vejen for at have en højrøstet meningsudveksling". 

Og med disse vise ord, vil jeg forlade jer for denne gang, for at iføre mig mine superfede nye gummistøvler og gå en tur til Tåsinge, så Finken kan få noget ud af dagen.




lørdag den 13. september 2014

Farvestrålende gevandter og en tæve i løbetid




Jeg er så vældigt glad for internettet. Hvad man ikke kan finde af info og dejlige hjemmesider!!! For en slags person som jeg, kan det også være en anelse farligt, for meget mod min vilje må jeg jo erkende at jeg er udstyret med et shoppegen af dimensioner. Ikke på det der materialistiske plan, som de unge mennesker bevæger sig på, med designer møbler - tøj osv, men mere på det sjove plan og hvor det er herrebilligt. F.eks har jeg fået mig en ny pusher. Ikke at stof2000 og de dejlige piger ikke har glæde af mig længere, men stofgiganten.dk, har bare de fedeste stoffer, meget rimelig fragtpriser og en fabelagtig service, Så den gode Signe i det mørke Jylland, får en del af mine penge for tiden. På det praktiske plan, bliver jeg så ekviperet i tøj jeg kan lide og som ikke strammer. Det er meget vigtigt. Nu er jeg ikke længere tyk. Nu er jeg curvey........ Ha-ha, det lyder naturligvis mere charmerende, men det ændrer altså ikke på det faktum at jeg er overvægtig!!!!! Jeg er også stadig mest til de farvestrålende, fordi jeg er altså ligeglad med om sort det slanker. Man ser mere glad ud i farvestrålende gevandter. og hellere være tyk og glad, end mindre tyk, sort kedelig og med et depresivt udtryk.



Så gik der fuldstændig ged i formateringen af billeder, men her er de første kreationer af mine fede indkøb fra stofgiganten. Det er blevet til yderligere en kjole, den er nævnt i mit sidste indlæg, og den blev jo ekspederet videre til Langeland. Så det er ikke sådan at jeg mangler materialer til beskæftigelse for tiden.


Så har jeg også fundet en side, der sælger alt mellem himmel og jord. Det meste kommer fra Kina, og så kan man jo synes hvad man vil om den slags, men jeg har fundet cover til min telefon, som jeg i Danmark skal betale 100 kr + fragt for, som jeg her kan få for 25 kr, med gratis fragt. De forbeholder sig meget lang forsendelsestid, men jeg har fået mine varer inden for 10 dage, så jeg klager ikke. Det kommer langvejs fra og det er gratis. Så kan de helt smarte typer måske begynde med det der med renterne som jeg mister fra min velbugnende bankkonto (NOT), men det ser jeg stort på. Nu fandt jeg jo endelig de fine covers til min telefon og så faldt jeg lige tilfældigvis over nogle smukke ure. Jeg købte 5 stk til den latterlige pris af 80 kr. Nej ikke stykket, For alle 5. Så jeg tænkte, hvis det er noget bras der ikke virker, så kan jeg lære det kan jeg, men så har jeg mistet 80 kr. Jeg har modtaget 4 og de virker, de er anderledes og de er smukke, synes jeg. Lidt held i sprøjten, måtte jo også komme til mig.


Så har en af mine yndlings aversioner igen udtalt sig offentligt. Han er formand for panserbasserne i Danmark og han er lodret imod det forslag der er fremkommet om at politiet skal bære kamera på uniformen, så vi kan følge med i at alt går rigtigt for sig. "Der bliver jo foretaget tusindvis af anholdelser, der ikke giver anledning til bemærkninger". Ja, Claus det er sikkert rigtigt, men der er den ondehyleme også blevet stanget ret meget rullepølse ud fra Jørn A, før det gav anledning til bemærkninger. Sådan ca. 13 døde mennesker Men fejl skal rettes og ikke fejes ind under gulvtæppet!!!  Hvis det nu var sådan at politiet fulgte loven og reglerne og ikke kunne dække sig ind under "broderskabet", så ville der ikke være politisk grundlag for at stille forslag om kameraet. Mig siger det bare, at andre end jeg synes der foregår så meget suspekt i politiets regi, at det måske er nu vi skal have dæmmet op for det. Jeg håber jeg når at opleve det i min tid. Jeg kunne ikke tænke mig amerikanske tilstande, hvor man kan få pløkket roen af, fordi man ikke går på fortovet!!


Pyha, heldigvis fik Helle ikke jobbet som præsident for EU. Ja, det kommer måske som en overraskelse, at jeg ønsker at hun bliver hjemme, når man nu ved, hvordan jeg generelt har det med den gode Helle, men alternativet kan jeg nærmest ikke overskue. Hvis Mette Frederiksen bliver statsminister, så bliver jeg nødt til at emigrere, og hånden på hjertet, det har jeg ikke råd til og at skulle forlade Penthousen ville gøre så forfærdelig ondt. Finken skulle have en helvedes masse vaccinationer og en helt masse andre praktiske ting, og selv om jeg har det meget bedre, så ville det nok knække mig.

Nå, men Helle bliver hjemme, men så skal vi sige farvel til Margrethe, og det er jeg faktisk lidt ked af. Jeg er ikke radikal, men jeg kan godt lide hende. Hun taler dansk og er skarp og hurtig. Som en journalist i Svendborg skrev: Nu har pressen i månedsvis spekuleret i at vi skulle afgive den danske regeringsleder til EU, og de fik ret!!!!! Ha-ha, Fynsk humor skal man ikke kimse af.


I radioen her til morgen hørte jeg:.......... At den kommende cykelbro på Christianshavn(som koster kassen) måske ikke bliver det store hit man havde forudset, fordi..................... Broen kan i løbet af dagen gå op 16 gange, så bådene kan passere (det er den aftale, der foreligger med lystbådene). Det betyder at cyklisterne, kan komme til at vente mellem 15 og 30 minutter, når broen er oppe. Så nu er der en forsker der konkluderer, at det måske kan ske, at cyklisterne ikke vil bruge broen, men vil køre over Knippelsbro i stedet. No shit, Sherlock!!!!! Hvad er det for et samfund vi er havnet i. Nu skal vi have eksperter til at fortælle os, hvad der i min verden er logik for burhøns. Naturligvis vælger man da en anden rute, hvis man på cykelbroen skal vente 15 til 30 minutter. Hvem i vores fortravlede liv har tid til at stå at blomstre på en bro i 15 minutter...... Så tænker jeg...... Er vi blevet dummere med årene, eller er det nu at vi skal bebrejde curlingmødrene, at ingen kan tænke en rationel tanke i dagens Danmark. Eller er det bare mig, der er blevet så gammel, at det er nu at man lever på sin erfaring, således at det jeg mener er simpel logik, for andre mennesker er blevet en videnskab?????

I løbet af ugen, besøgte jeg København. Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det, men uanset, at jeg faktisk synes København er en dejlig by, at jeg havde en dejlig dag og var sammen med mennesker jeg holder af, og at der ikke var nogle forpligtelser involveret, så forhindrede det ikke, at lige så snart jeg ramte København H, så steg blodtrykket, hjertet slog hårdere, og jeg blev usikker på alt. Igen må jeg konkludere, at det der med, at jeg stadig, på trods af min diagnose (uspecificeret personligheds forstyrrelse) kan tage en hurtig beslutning og ændre retning i mit liv, virkelig er kommet mig til gode. FOR HELVEDE, jeg elsker mit liv i en mindre dansk provinsby!!!! Til alle jer jeg holder af, og som forhåbentlig holder af mig........ Kom og besøg mig, for jeg tror altså ikke jeg har kræfter til at komme og besøge jer!!!!!

Jeg har lidt travlt for tiden. Jeg samler grej til det lokale loppemarked på Skt. Jørgensvej, hvor jeg har fået lov til at slå mig ned sammen med søde nabo Louise. Det førnævnte shoppinggen genererer selvfølgelig også en del ting som kommer i overskud i Penthousen. Så udover at sælge marmelade, har jeg noget tøj, et par tasker (naturligvis), et par spritnye gummistøvler som er for små til mig, og så vil jeg forsøge at lave flødeboller. Det er jo trods alt søndag, så mon ikke der kan ryge et par stykker afsted til eftermiddagskaffen..

Men intet forhindrer mig i at se Vuelta Espana, hvor ham Froome, er kommet lidt for tæt på, efter min smag. Så dagen i  dag står på forberedelse til den afgørende etape, og det bliver nok så nerverpirrende som jeg frygter og derfor skal der forberedes råvarer til indtagelse for at dulme nerverne. Mit hjerte holder med Valverde, som altid, men sådan helt sportsligt bør det være Contador, der nupper denne her, så kan Valverde bruge sin kanonform til at vinde VM. Apropos VM i cykling. Et staldtip, Spil på Cancellara. Han er hot.

Hav nu en go' weekend.

Check lige Finken, hun er lidt træt af mig. Hun må ingen ting........ Hun er i løbetid, så vi er undercover de næste 3 uger, så hanhundene ikke går helt i selvsving. Hun er ikke tilfreds med ikke at kunne komme ud og promovere sit gode udseende og dejlige duft