fredag den 23. januar 2015

Nerve i klemme, og landstræner på nerverne!!

Jeg ved godt, at jeg altid har noget godt at sige om Svendborg og Fyn..... Men ham her. Han er vitterlig en plage. Han er morgenvært på P4 Fyn. Han hedder Jesper Borup og der er ingen der er i tvivl om hans holdninger og meninger, og det er jo i og for sig meget rart og befriende, men han er den der type "My Way or The Highway". Og det så på den der forkælede børnehavedrengemåde!
Jesper fatter f.eks ikke, at vi ikke alle sammen har den samme julefavorit melodi som han, og det brugte han hver dag i en måned på at fortælle os. Nu er verdens bedste fodboldspiller blevet kåret, og i følge Jesper Borup, er det uden for hans fatteevne at det kan blive Ronaldo, når det nu ikke gik så godt for hans hold til VM. Man fristes til at rulle med øjnene og sige Allah-Allah, lige som tyrkerne gør, når de synes noget er himmelråbende åndsvagt. Men så igen ikke. Det er jo ikke helt ufarligt at sige Allah i disse dage, hvis man ikke ligefrem tilbeder ham..... Nå, det var et sidespring. Jeg vil så gerne være lokal og høre lokale nyheder på P4, men Jesper Borup, tvinger mig til at høre morgenradio fra København, og det er jo ikke så tosset. Selv da jeg boede i Tyrkiet, synes jeg det var meget vigtigt at høre om trafikken på Køge Bugt Motorvejen, så det fortsætter jeg med.


Så er der jo VM i håndbold. Og det glæder jeg mig mit hvert eneste år. Første katastrofe var, at jeg slet ikke havde noget TV2 signal, hvilket gav bad vibes, tilbage til 2012, hvor mit tv gik i stykker, dagen før VM startede, og jeg måtte se det meste af VM på min 17" computerskærm, og det var den ondehyleme ikke optimialt. Men med bedre bredbåndsforbindelse og et godt HDMI kabel, fik jeg fikset løjerne og kunne se kampen på mit elskede TV. Næste katastrofe var at vi spillede uafgjort mod Argentina. Måske skal det danske hold og måske mest af alle medarbejderne på TV2, stikke piben lidt ind. De er altså ikke verdensmestre, fordi vi har verdens bedste Mikkel, som så måske slet viser hvor god han er under dette VM. Nu har jeg lige set Danmark spille uafgjort mod Tyskland. Og det skal Danmark være rigtigt rigtigt glade for, for efter min mening var tyskerne langt bedre. Og så må jeg altså sige................. Det kan godt være at den nye landstræner er detaljens mand, som elsker at se video. Hånden på hjertet. Det synes jeg bare han skal blive ved med, og så må der en anden mand til at skifte ud. For det her var da så latterligt at jeg ikke har set mage. Hvorfor fanden venter han 48 minutter med at sætte Spellerberg på banen. Hvorfor skifter han Svan ud, som er så suveræn i 1.halvleg. Der gik 8:45 før Lindberg rørte bolden første gang. Og jer der kender mig godt, ved jo at det ikke er fordi jeg savner Ulrik Wilbek. Men hvorfor står han gang på gang og dirigerer vendebold når der er timeout. Overlad da for pokker angrebssystemerne til Spellerberg eller Lauge. Det har indtil videre bragt Danmark til guld og flere finaler. Den der vendebold, kan de godt selv se. Åh, mand jeg bliver så irriteret, når man nu ved, hvor gode drengene er. Har lige set kampen mellem Danmark og Rusland. Efter en pauseføring på 8 mål, gik der næsten tumultariske tilstande i den. Jeg står fast på ovenstående om den nye landstræner, og vil gerne udbygge det i forhold til denne kamp. Der er sgu da ingen, der lader en spiller spille samtlige 60 minutter. Både Lauge og Mikkel Hansen spillede fuld tid, og det var stort med Lauge idag, men det havde måske været en god ide med pause til Mikkel. Spellerberg spiller venstre back på sit klubhold, med meget meget stor succes, så måske, skulle han ind og spille den back når Mikkel skal have en pause. 


Dækningen af VM er delt mellem DR og TV2. Jeg ved altså ikke om Ankerdal, det dejlige menneske har fået til opgave at føre noget revolverjournalistik, for han har da helt glemt at han har gået i flinkeskolen, som vi jo ellers er så vant til. Meget, meget uklædeligt Ankerdal, Fordi trænere og eksperter ikke er enige med dig, behøver du jo ikke at stille det samme spørgsmål, igen og igen, til du får det svar du ønsker dig, eller hvad der passer til din holdning. Meget mere loose holdning på DR1, som har Peter Møller som studievært. Han er så dejligt afvæbnende og selv om han sender spillerne på grønsværen,som man jo gør i fodbold, så bliver man hverken sur eller irriteret for han bare så charmy..... TV2 har det helt store tiltag med den nye sportskanal, og de bruger oceaner af tid på alt muligt irrelevant i forhold til begivenheden. Skrigeskinkerne Nygaard og Kristensen, er jo bare hamrende irriterende, det har jeg jo

underholdt med før. Det eneste gode nye TV2 har fundet på er Lars Kristiansen. Han ved hvad han taler om, og er meget behagelig. Men selv om DR sporten virkelig har strammet livremmen ind, så vinder de altså på alle parametre i forhold til dækning af store sportsbegivenheder. Jaaaaaa, så er der jo lige Henrik Liniger, som altid påstår at han er neutral, men så aldrig er det. I min verden er han en papkasse, men en ting er helt sikkert. Hans entusiasme kan man ikke tage fra ham. Og godt for ham, at han har et job som han elsker så lidenskabeligt.Jeg ser ikke Danmark komme i semifinalen, men håber naturligvis jeg har uret, for jeg elsker at se herrehåndbold, og særligt de danske drenge, når de får lov at spille deres spil.





Ellers er det sgu ikke så meget tv, der flyver forbi min nethinde. Jeg hygger mig med mine egne film og tv-serier, for jeg kan ikke finde noget på mine kanaler, der kan tænde mig. Selv de fede dokumentarer på DR2 har jeg set før, så det er lidt trist. Heller ikke så meget ballade i den politiske cirkusarena. Så ikke så meget at fryde sig over. Men..... Hvis nu DR skulle finde på at sende den engelske serie Peaky Blinders, så gør dig selv den tjeneste at se den. Den er Verdensklasse.


På den kreative front går det lidt sløjt. Jeg har haft en nerve i klemme i underarmen og har været fuldstændigt ude af stand til at strikke. Jeg troede faktisk at jeg havde fået den tilbagevendende senehindeskedebetændelse fra de unge dage, men da jeg vågnede op en morgen, med fingrene fuldstændigt krøllet sammen og hånden bøjet i en sindsyg vinkel, som jeg ikke kunne rette på, måtte jeg lige have det fikset og er nu på bedringens vej. Men hold da op hvor er jeg ekstremt højrehåndet. Jeg kan ikke engang støvsuge med venstrehånd, har det også akavet med smøgen i venstre og kaffekoppen kan jeg næsten ikke løfte med min venstre hånd. Er det fordi jeg har så mange hjernevridninger i den kreative del af min hjerne, at venstresiden af kroppen ikke virker så godt som højre???? Nå, nå, nå, nu skal der jo ikke gå netdoktor i den, men det betyder så at min giraftrøje er i pausemode, så det varer lidt inden den er færdig. Men,  min gode hundeveninde Louise dukkede en dag op i skoven med en billig købevante...... Nej, nej, nej.
Det kunne jeg da ikke have, så jeg strikkede straks et par uglevanter, der matchede Louise jakke, og begejstringen var stor, men så blev vi også lidt bekymret for, om de vanter måske kunne blive "stjålet" af datteren, så jeg måtte på den igen og strikke et par til Bella, som hun er meget glad for. Og så bliver jeg også glad. Og han er da så fin min ugleven. Knap så kæk som giraffen, men mere bestemt og vis.

Jeg er stadig god til at gøre mig uvenner med folk, og det har jeg så gjort igen. Denne gang med den nye bestyrer af stof2000. Det var ikke så smart, da jeg nærmest handlede der hver dag. Men hun er en båtnakke, som jeg ikke gider spilde tid på, så nu køber jeg stort set alt mit stof på nettet, Det er slet ikke så tosset. Især ikke når man kan få det samme stof som de forhandler i stof2000 til den halve pris i Tyskland. Så det gav så endnu en bluse med raglanærmer, men denne gang er den ikke blomstret, så det er lige før at selv Prinsen kan gå ind for den.




Så er der ikke mere fra Hyggemajer i denne omgang. Jeg får sikkert et par hysteriske anfald i ugen der kommer på grund af håndbolden, men det hører med. Vi tales, høres og snakkes.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar